Angst
Angst er blandt de mest udbredte psykologiske lidelser og mindst hver 10. dansker rammes på et eller andet tidspunkt i livet. Den er en naturlig reaktion på oplevet fare, men hos nogle mennesker er denne naturlige reaktion blevet vedvarende og aktiveres derfor i situationer, der ikke almindeligvis er farlige.
Angst er en reaktion i det psykologiske felt, hvor noget ofte opleves markant mere farligt og dermed angstprovokerende, end det i virkeligheden er. Når det sker er der tale om irrationel angst, som kan være ganske hæmmende og invaliderende i hverdagen, hvis og såfremt angsten opleves ukontrollerbar og omsiggribende.
Forståelse for dine angstreaktioner
Angst er i bund og grund et sundt reaktionsmønster hos mennesket, som ikke kan eller skal fjernes, men i de tilfælde, hvor den bliver invaliderende, bliver angst et problem for mennesket – og det er i disse tilfælde, at vi kan hjælpe dig.
Så hvis du oplever en angsttilstand eller angstreaktion, som hæmmer dig i din hverdag og gør dig utilpas, så kan en psykolog hjælpe dig med at afvikle den irrationelle del af angsten. På den måde får du et mere naturligt og afbalanceret forhold til dine ængstelige reaktionsmønstre, som således ikke vil påvirke dig negativt i dagligdagen.
Undervisning om angst i Odense
Hos Fyns Psykologpraksis kan du lære mere om angst og vi underviser ofte i angstens mange facetter, herunder hvordan man kan opleve symptomerne i sin hverdag, samt de psykiske og fysiske aspekter, som opleves ved angstanfald: fx konstant uro, hjertebanken, rysten, søvnproblemer, grådlabilitet og bekymringstendens.
Undervisningen foregår ofte som en del af terapien og hjælper til at identificere forskellige faktorer i dit liv, som enten hindrer eller fremmer bedring, og hvordan disse hhv. kan tilegnes og afvikles. Øvelser til en bedre mestring af hverdagen vil blive introduceret og der vil blive talt om videre handlingsmuligheder, så du også kan håndtere din angst bedre i fremtiden.
Målet i angstbehandling
Målet er at skabe en større bevidsthed omkring den lidelse eller problematik man lever med i hverdagen, tilegne sig en større viden omkring angst og samtidigt finde frem til den bedste måde, hvorpå man kan afvikle angstens negative komponenter og opnå en bedre livskvalitet.
Fyns Psykologpraksis holder til i Odense. Kontakt os for flere informationer vedrørende behandling af angst eller vores andre behandlinger her i Odense.